5 Nyhedsbrev 5 Nyhedsbrev – November 2023

Nyhedsbrev – November 2023

Nyt projekt Snart far – en god barsel skal pilottestes i 5 kommuner

Komiteen for Sundhedsoplysning har modtaget en bevilling fra Egmont Fonden til udvikling af en indsats målrettet kommende og nye fædre. Hensigten med indsatsen er at støtte og styrke
fædrene i deres farrolle, at give dem viden om den vigtige far-barn-relation og værktøjer til at styrke den. Samtidig skabes der mulighed for netværksdannelse med andre fædre. Indsatsen kan
på denne måde forhåbentlig bidrage til, at flere fædre vil tilvælge den øremærkede barsel.

Indsatsen udvikles i løbet af 2024 som et gruppebaseret mestringsforløb faciliteret af frivillige fædre. Indsatsen skal pilottestes i 5 kommuner i 2025, hvorefter den udbredes og afprøves i
yderligere 20 kommuner i 2026 og 2027. Det er gratis for kommuner at deltage i projektet. Læs mere om projektet her.

Christine Halling fra Kompetencecenter for Amning er en del af projektgruppen. Ved ønske om mere information kan hun kontaktes på e-mail: ch@sundkom.dk.

 

De Nordiske Næringsstofanbefalinger 2023

De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR), som udgør et væsentligt videnskabeligt grundlag for kostanbefalinger, er blevet revideret. De nye anbefalinger har et nyt fokus på både sundhed og
bæredygtighed. De opfordrer nu i højere grad end tidligere til en plantebaseret kost og reduceret indtag af kød og forarbejdede fødevarer. I den komprimerede version af NNR findes også en kort
opdatering om anbefalingerne og sundhedseffekterne af amning, samt betydningen af amning for miljøet. Det videnskabelige baggrundsmateriale for NNR vil blive publiceret løbende. De nordiske
næringsstofanbefalinger downloades her: https://pub.norden.org/nord2023-003/nord2023-003.pdf

 

Ny caserapport om ammende mor med livstruende laktations-ketoacidose

Laktationsketoacidose (keton-syreforgiftning under amning) kan manifestere sig hos ammende mødre uden diabetes, når der opstår en ubalance mellem den øgede metaboliske efterspørgsel og et reduceret indtag af kulhydrater. Selvom forekomsten af laktationsketoacidose er sjælden, er det vigtigt at være opmærksom på, da det kan udvikle sig til en livstruende tilstand. Dette er særligt relevant i lyset af den udbredte interesse for alternative kostformer og diæter blandt kvinder i den fertile alder. Denne caserapport (Borhan et al 2023) beskriver en 31-årig kvinde, uden diabetes, men med livstruende laktationsketoacidose efter at have fulgt en keto-diæt imens hun ammede sit barn eksklusivt. Kvinden startede 6 uger efter fødslen på en keto-diæt for at opnå vægttab. Efter en uge på kulhydratfattig diæt oplevede hun udtalt sløvhed, åndenød og smerter i øvre bughule. Efter en uge med symptomer blev kvinden akut indlagt og behandlet med insulinog dextrose infusion. Hun blev udskrevet efter 3 dage. Hvis I vil læse mere, kan artiklen findes her: https://academic.oup.com/jcemcr/article/1/6/luad134/7378268

 

Nu kan du tilmelde dig Ammekonsulentuddannelsen 2024-2025

Til næste år udbydes hold på Ammekonsulentuddannelsen i Jylland og København med start i september måned. Uddannelsen har et omfang på 95 timer, fordelt på 4 moduler. Uddannelsen øger deltagerens viden og kompetencer indenfor ammevejledning i et tværprofessionelt perspektiv, samt giver deltageren mulighed for at gå til IBCLC eksamen. Bemærk, at man er velkommen til at tage uddannelsen uden at gå til eksamen Du kan læse mere om uddannelsen på http://www.kompetencecenterforamning.dk/. Tilmelding til uddannelsen finder du her: https://kfs.nemtilmeld.dk/

 

Tilmelding til Professionelle netværk om amning 2024 er åben

Tilmelding til netværkene er åben. Der udbydes netværk i alle fem regioner. Netværkene er for alle, der beskæftiger sig professionelt med ammevejledning. Du kan tilmelde dig via dette link:
https://kfs.nemtilmeld.dk/series/det-professionelle-ammenetvaerk-2024

Hvert netværk mødes 4 gange i årets løb, hvor der afholdes faglige oplæg med mulighed for efterfølgende at drøfte aktuelle problemstillinger omkring amning i et tværfagligt og tværsektorielt forum. Det første møde vil omhandle forberedelse til amning og betydningen af relationen mellem forældrene og den sundhedsprofessionelle i ammevejledningen. Kompetencecenter for Amning vil holde oplæg med udgangspunkt i den nyeste viden fra danske og internationale studier, samt foreløbige resultater og erfaringer fra det igangværende projekt Amning en god start sammen. Der vil være særligt fokus på, hvordan vi kan imødegå den sociale ulighed i amning ved at forbedre ammevejledningen til unge og kortuddannede forældre.
Tema for de tre efterfølgende møder vælges af netværksgruppen.
Du kan læse mere om Professionelle netværk om amning her: http://kompetencecenterforamning.dk/professionelle-netvaerk.aspx

 

Center for Gravide med Infektion

Center for Gravide med Infektion er for nyligt blevet oprettet med det formål at samle tværfaglig ekspertise på ét sted. Det tværfaglige videncenter, skal være med til at sikre gravide kvinder, med akutte eller kroniske infektioner, den bedst mulige udredning og behandling – samt give oplysning til alle gravide og deres pårørende om infektioner i graviditeten. På hjemmesiden, som er tiltænkt både sundhedsfaglige og borgere, kan der indhentes viden om forskellige infektioner i relationer til gravide. I finder hjemmesiden her: https://www.hvidovrehospital.dk/cgi/Sider/default.aspx

 

Referencer:

Borhan, M.K., Vethakkan, S.R., Sarvanandan, T., & Paramasivam, S.S. (2023). “Lactation ketoacidosis: A Case Report and Review of Underlying Metabolic Demands in Breastfeeding Women.” JCEM Case
Reports, Volume 1, 1–4, https://doi.org/10.1210/jcemcr/luad134

 

Kompetencecenter for Amning ønsker jer
god jul & godt nytår